Prøv kræfter med VR og XR i en åben tinkering-workshop.
Design kan også foregå i den digitale verden med VR-briller på. På Designskolen Kolding undervises designstuderende i at arbejde med virtuelle tegninger.
Det kan være, man skal designe en lampe, og derfor gør det virtuelt på et bord, eller måske kan det være en god ide at tegne en beklædningsgenstand på en digital krop, før en produktion sættes i gang. Måske er der helt nye områder, hvor den digitale designproces giver de bedste muligheder for at skabe nyt med mening.
På Designskolen Kolding er Play x Tech Studio skolens samlingspunkt for mødet mellem design og teknologi. Her eksperimenterer studerende, undervisere og forskere med nye teknologier som XR, AI og digitale værktøjer og undersøger, hvordan de kan bruges til at udvikle nye idéer, oplevelser og måder at designe på.
På Kolding Design Days kan man komme lige ind fra gaden og prøve selv, når Elena Holban viser den teknologi frem, som Designskolen Kolding bruger. Her vil være XR-briller og vejledning i at besøge den digitale verden med egne idéer, og en masse information om brugen af XR-teknologi i moderne designarbejde.